En tre uger lang afstemning om formandsposten i Dansk Sygeplejeråd er netop blevet afgjort.
Kampvalget stod mellem den nuværende formand Grethe Christensen og Helle Dirksen, der er kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Sjælland.
Og det blev Grethe Christensen, der løb med sejren med 54 procent af stemmerne, svarende til ca. 10.000 af de 18.000 afgivne stemmer. Knap 30 procent af de stemmeberettigede brugte deres stemme.
- Jeg er utrolig glad for, at medlemmerne har vist mig deres tillid. Men det skal bestemt ikke være nogen sovepude. Vi skal hele tiden blive skarpere og bedre til at hjælpe medlemmerne med de udfordringer, de har i hverdagen, siger Grethe Christensen.
Den genvalgte formand har i sinde at lægge pres på politikerne for at få arbejdsbetingelser, herunder lønnen, til at hænge sammen med den øgede arbejdsmængde, som sygeplejerådets medlemmer oplever.
- Sundhedsvæsenet har de seneste år øget produktiviteten voldsomt. Der bliver løbet rigtig stærkt, og derfor er det helt nødvendigt, at især arbejdsmiljøet og lønnen hænger sammen med de mange opgaver, som sygeplejersker tager ansvar for. Og vi vil holde arbejdsgiverne helt fast på, at der skal ske en positiv udvikling, siger Grete Christensen.
Grethe Christensen blev valgt som formand i 2009.