Helbredet hos Venezuelas kræftsyge præsident, Hugo Chavez, er så godt, at han er klar til at tage endnu en tørn på posten, forsikrer han.
Den farverige præsidents helbred har ellers trukket stor opmærksomhed frem mod det kommende præsidentvalg. Præsidenten har blandt andet gennemgået strålebehandling i Cuba, Venezuelas nærmeste allierede i regionen, i maj.
- Alt er gået godt siden operationen og siden strålebehandlingen, forsikrer den 57-årige præsident.
Chavez har lidt af en kræftsygdom siden 2011, men regeringen i olienationen har været yderst sparsomme med oplysninger om sygdommen. Det har ført til spekulationer om den kontroversielle præsidents politiske fremtid.
- Jeg føler mig ganske fit. Jeg har tillid til Gud, jeg har tillid til Jesus og til videnskaben, og jeg har tillid til viljen til at forsætte med at leve for at kæmpe for dette land, siger Chavez.
Han siger også, at han har fremskyndet flere test, der egentlig først var planlagt senere i juni, så han kunne fremvise resultaterne inden mandag, hvor han formelt registrerer sig som præsidentkandidat.
For et år siden blev Chavez i fuld hast indlagt på et hospital i Cubas hovedstad, Havana, hvor han fik fjernet en tumor på størrelse med en baseball.
Siden har han gennemgået to operationer, hvor han har fået fjernet flere kræftknuder. Han har også modtaget kemoterapi og strålebehandling.
Chavez har ikke fortalt, hvilken form for kræft han lider af.
Vælgerne skal i oktober bestemme, om Chavez skal lede landet i en ny seksårig periode.
Oppositionen har samlet sig bag den 39-årige guvernør Henrique Capriles, og kommentatorer forventer, at et genvalg til Chavez bliver sværere at gentage end de to foregående gange.