Sverige er et tegneseriehold, og det er de faktisk stolte af.
For første gang i 65 år har den svenske udgave af Anders And-bladet en virkelig person på forsiden, og æren tilfalder landsholdsangriberen Zlatan Ibrahimovic, der er afbildet i en luftduel med Anders And.
- Vi håber, at Zlatan og de andre svenske fodboldidoler synes, at det her er sjovt, men også at de føler sig beærede over, hvor unikt det faktisk er, siger Jonas Lidheimer, der er leder af projektet til Expressen.
Anledningen er selvfølgelig det kommende EM i fodbold, som har fået bladet til at lave en særudgave i fodboldens tegn.
Her optræder otte af de nuværende landsholdsspillere i Andeby-versioner, og det synes Lyon-spilleren Kim Källström - i bladet kaldet Kjell Skrällström - faktisk er ganske morsomt.
- Jeg er ingen stor fan af tegneserier, men det er trods alt Anders And, siger Källström til Expressen og udtrykker tilfredshed med det næb, han er blevet udstyret med i bladet.
Bladet indeholder ud over en fodboldhistorie også en plakat med de otte svenske landsholdsspillere i Disney-tegnernes streg - sammen med Anders And.
Anders And-bladet læses ugentligt af 400.000 svenskere, men det tal kunne meget vel ryge i vejret i denne uge.