De 11 sultestrejkende iranere forlader lørdag klokken 11.30 de kommunale lokaler i Demokratihuset på Vesterbro i København. Lørdag formiddag er alt pakket og klart til at tage af sted.
Iranerne har været i Demokratihuset siden onsdag. Men Københavns Kommune har krævet, at de forlod stedet.
- Fire af iranerne stopper efter et lægeskøn deres sultestrejke, og de vil igen søge tilflugt i Stefanskirken. De støtter fortsat aktionen, siger talsmand for iranerne Said Parvin.
Det kommer som en overraskelse for menighedsrådsformanden for Stefanskirken, Steffen Morild.
- Vi vil ikke tillade, at kirkens rum bliver brugt i en politisk dagsorden. Selvfølgelig vil vi gå i dialog med mennesker, der henvender sig, men det skal være som enkeltindivider, siger menighedsrådsformanden til Ritzau.
Stefanskirken har lukkedag lørdag.
- Kirken har lukkedag i dag. Så de kan ikke komme ind, siger Steffen Morild.
Hvor de øvrige iranere, der fortsat sultestrejker, er på vej hen, ønsker Parvin Said ikke at oplyse. Både en campingplads i Brønshøj og Refshalevej bag Christiania har været nævnt som muligheder.
De 11 iranere er alle afviste asylansøgere, der ikke kan vende hjem, fordi de er konverteret til ikke-muslimske trosretninger. De frygter at blive dræbt, hvis de sendes hjem til Iran.
De afviste asylansøgere har tidligere opholdt sig i Stefanskirken på Nørrebro, som de måtte forlade onsdag.
Iranerne har forladt deres asylcentre i protest mod årelange ophold.