En brand i fjerkræslagteriet Rose Poultry i Vinderup udviklede sig onsdag aften så voldsomt, at det lokale brandvæsen måtte tilkalde forstærkninger.
- De arbejder derude lige nu, og de forsøger at holde branden stangen. Brandvæsnet fra Struer og Holstebro og Beredskabsstyrelsen er derude, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Branden brød ud sidst på eftermiddagen, formentligt på grund af noget svejsearbejde i et frysehus. Slagteriet ligger mellem Struer og Skive.
- Den er startet i en af fabriksbygningerne, hvor der sandsynligvis har været en person, der har været i gang med at svejse, og så er der gået ild i nogle træpaller og tønder med olie. Vi er ikke sikre på brandårsagen, men ilden har i hvert fald bredt sig, siger vagtchefen.
- Branden er nu under kontrol, men der er nogle problemer med noget aluminium, som brænder, og det er ikke så nemt at slukke, forklarer Henrik Nielsen.
Umiddelbart er der ingen fare for de omkringboende.
- Slagteriet ligger lidt ude på landet i et øde industriområde, hvor der ikke bor så mange mennesker. Men vi har underrettet seks ejendomme i området om, at de skal holde døre og vinduer lukkede, fortæller vagtchefen.
En brandmand kom til skade under slukningsarbejdet, da han snublede oppe på en repos og faldt ned på jorden. Han har tilsyneladende brækket en hånd.