En brand i fjerkræslagteriet Rose Poultry i Vinderup udviklede sig onsdag aften så meget, at det lokale brandvæsen måtte tilkalde forstærkninger.
- De får hjælp af brandvæsnet i Struer og Beredskabsstyrelsen i Herning, fortæller vagtchef Henrik Glintborg.
Branden brød ud sidst på eftermiddagen, formentligt på grund af noget svejsearbejde i et frysehus. Slagteriet ligger mellem Struer og Skive.
Umiddelbart er der ingen fare for de omkringboende.
- Der er maksimalt fare i 300 meters afstand, og med den vindretning, der er, så er der ingen beboelse, siger vagtchefen.
En brandmand kom til skade under slukningsarbejdet, da han snublede oppe på en repos og faldt ned på jorden. Han har tilsyneladende brækket en hånd.