Den tidligere kryddersild Melanie B havde aldrig troet, at hendes gamle kollega fra popbandet Spice Girls, Melanie C, havde brug for en personlig konditionstræner. Melanie C blev kaldt Sporty Spice, da gruppen var sammen i 90'erne, men nu skal den nybagte mor have hjælp til at få babyfedtet væk.
"Jeg læste om Mel C's træningsprogram og tænkte, 'Godt for hende!'. Jeg blev dog overrasket over, at hun havde en personlig træner, fordi hun altid har været god til selv at træne - hun er trods alt Sporty Spice," siger Melanie B til det britiske magasin Closer.
Melanie B har selv to børn fra et tidligere ægteskab og ved om noget, hvad der skal gøres for at holde kroppen sund.
"Det er meget vigtigt at tage det roligt, når man lige har født, fordi ens krop har været så meget igennem," forklarer Mel B, der fandt ud af, at amningen giver stort vægttab.