Et skyderi i et populært shoppingcenter i Toronto i Canada har indtil videre kostet en person livet og såret syv andre.
Det oplyser det lokale politi, som samtidig fortæller, at gerningsmanden stadig er på fri fod. Tilstanden for to af de sårede er kritisk.
Skyderiet fandt sted i Torontos centrale Eaton Center, som er en af byens største turistattraktioner.
Ifølge Toronto Star skød gerningsmanden løs i centrets spiseafdeling, og efterfølgende blev hele bygningen evakueret. Et øjenvidne fortæller til avisen, at han hørte fire til fem skud, mens han var ved at spise et hurtigt måltid med sin søn.
- Jeg kiggede op og så en mand stå foran Szechuan (spisested, red.). Så jeg tog fat i min søn, og vi gemte os under bordet, siger øjenvidnet Bobby Umar til Toronto Star.
Fra sit skjul så han gerningsmanden flygte fra stedet.
Skyderier som dette er relativt sjældne i Canada, som har en meget streng kontrol med håndvåben.
Reuters