Saudi-Arabiens kronprins, Nayef bin Abdul Aziz, er død, meddeler det statslige tv i Saudi-Arabien.
Nayef, der var indenrigsminister, blev 77 eller 78 år, skriver Reuters.
Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at han blev 79 år.
Han var tronfølger efter sin ældre bror Abdullah, som er konge i Saudi-Arabien, verdens største olieeksportør.
I begyndelsen af juni kom det frem, at Nayef havde været, eller måske fortsat var, i udlandet til lægebehandling. Det blev ikke oplyst, hvad han fejlede.
Men 3. juni citerede avisen al-Watan en af Nayefs brødre for at sige, at kronprinsen er ved godt helbred, og at han snart kommer hjem.
I en erklæring fra det saudiarabiske hof lørdag hedder det, at han døde uden for landet.
Kilde: Reuters