Lederen af Grækenlands konservative Nyt Demokrati begyndte tidligt mandag at danne en ny regeringskoalition, efter partiets valgsejr har mindsket frygten for et græsk farvel til euroen.
- Landet har ikke et minut at spilde nu, siger Antonis Samaras, efter Nyt Demokrati fik 129 af de 300 pladser i parlamentet.
Valgets udfald lægger op til, at Nyt Demokrati går sammen med socialistpartiet Pasoks 33 mandater.
- Vi opfordrer alle de politiske kræfter, som støtter målet om at bevare Grækenland i eurozonen, til at gå med i en national enhedsregering, siger Samaras.
Valget har blotlagt meget stærke spændinger i det græske samfund, og en af Samars' toprådgivere siger, at han frygter en "social eksplosion."
- Min største frygt er en social eksplosion. Hvis der ikke sker en ændring i det politiske landskab, så vil der komme en social eksplosion, siger rådgiveren.
Valgets udfald har dog vakt lettelse i de europæiske hovedstæder, da det foreløbig redder Grækenland i euro-samarbejdet.
- Jeg er lettet på Grækenlands og Europas vegne, sagde Samaras i sin sejrstale og understregede, at de græske vælgere har stemt for at holde Grækenland på den europæiske vej og forblive i euro-zonen.
Syrizas venstreradikale leder, Alexis Tsipras, som med 27 procent af stemmerne var tæt på at vinde, lovede under valgkampen, at han med en sejr ville skrotte redningspakken fra EU og Den Internationale Valutafond.
Næsten 40 procent af alle over 55 år stemte ifølge målinger på Nyt Demokrati, mens et flertal under 55 år støttede det stærkt venstreorienterede Syriza, som ville bryde alle indgåede aftaler med EU og IMF med krav om genforhandlinger.
Valget søndag fandt sted kun seks uger efter det seneste valg, hvor det viste sig umuligt at samle en regering.
AFP