Det er ærgerligt, ulykkeligt og bekymrende, når en gruppe af unge sætter sig fast i kontanthjælpssystemet allerede fra de er 18 år gamle.
Det siger Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, til Newspaq
- Det er altid slemt, når specielt unge går arbejdsløse i længere tid. Man kan ligefrem mærke, hvordan gnisten slukkes i deres øjne, siger han.
Nye tal viser, at 35 procent af de 18-årige, der var på kontanthjælp i 2006, stadig modtog ydelsen i 2011.
Ifølge ordføreren er problemet med ungdomsarbejdsløshed en af de største udfordringer, der kun kan løses ved at få skabt flere job, sørge for bedre uddannelser og se på aktiveringssystemet.
Den kommende kontanthjælpsreform vil også se på problemet, og den såkaldte straksaktivering, hvor unge sættes i aktivering fra første dag, kan godt komme i spil.
- Til efteråret skal vi i beskæftigelsesudvalget til Aalborg, for at se på deres system omkring straksaktivering. Der skal vi se, hvilke plusser og minusser, der er forbundet med ordningen. Hvis det viser sig at være en fordel, kan det måske strikkes sammen, så det kan bruges i reformen, siger han.