Handelen med farmand har været fordelagtig for den tidligere forsidefrue og professionelle springrytter.
For bare 8,5 millioner kroner har Tina Lund nemlig overtaget landbrugsejendommen, der tidligere har tilhørt hendes far.
Det fortæller eb.dk efter et opslag i tinglysningen.
Ifølge avisen har Tina Lund fået klækkelig rabat.
Tilbage i 2017 var ejendommen, som ligger i den nordsjællandske by Skævinge, nemlig ifølge Boliga til salg for 12,5 millioner kroner.
Af det tinglyste skøde fremgår det da også, at der har været tale om en familieoverdragelse, skriver mediet.
Tina Lunds far, Flemming Lund, som er tidligere fodboldlandsholdsspiller for Danmark, har i en årrække sammen med Tina Lunds mor, May-Britt Lund, boet i Dubai, hvor også Tina Lund har boet.
Hun og gemalen, Allan Nielsen, flyttede dog efter otte år hjem i netop den ejendom, som hun altså nu har købt.