"Jeg er kendt fra Paradise Hotel, så kan I ikke lave et par nye bryster til mig gratis?"
Når wannabe-kendisserne fra realityprogrammerne får lyst til at få fyld i brysterne, drinks i glassene og ekstensions i håret, synes de ikke selv, at de behøver betale for det.
En rundringning, som 24timer har foretaget, viser, at en række virksomheder fra skønhedsklinikker til diskoteker jævnligt får henvendelser fra deltagere i realityshows, der forventer at få gratis ydelser, fordi de er kendte fra tv.
- Det er sådan en usympatisk, højrøvet tilgang til tilværelsen, at "jeg er så vigtig, at du har en fordel ved at give mig din vare gratis". Det er lidt patetisk, hvis man tror, at man kan tigge sig til VIP-goder, siger livsstilsekspert Henrik Byager til 24Timer.
Han kæder tendensen sammen med en urealistisk høj selvopfattelse hos den unge generation.
Som regel får b-stjernerne dog også et stort, fedt nej til gratis ydelser fra klinikker og diskoteker, selvom de lokker med omtale af produktet på Facebook og i sladderbladene.
- Personligt synes jeg, at det er plat. De må betale ligesom alle andre, siger Leif Berner, der udlejer limousiner.
Kilde: 24Timer.