Dyrelyde som hundegøen og brøl er formentlig ikke noget, mange vil koble sammen med den amerikanske stjernerapper Kanye West.
Men det skal der laves om på.
Den 35-årige rapper og producer er nemlig blevet så glad for dyrerigets lyde, at han har planer om at lave et album, der består af dem.
Det skriver hjemmesiden Female First.
Den verdenskendte musiker, der blandt andet står bag hits som "Stronger" og "Golddigger", har allerede eksperimenteret med forskellige dyrelyde på albummet "Watch The Throne", som han og rap-kollegaen Jay Z har indspillet sammen.
Og nu skal der altså for alvor brøles igennem i rapperens studie.
For tiden har den amerikanske stjerne travlt med at promovere sit seneste album.