Et politisk debatmøde på græsk morgen-tv kørte fuldstændig af sporet, da talsmanden for det nynazistiske parti Gyldent Daggry slog en politisk modstander hårdt i ansigtet og kastede et glas vand efter en anden.
De øvrige partier i Grækenland fordømmer episoden, og politiet leder nu efter den nynazistiske talsmand, Ilias Kasidiaris.
Det var to kvindelige politiske modstandere, det gik ud over under debatten torsdag morgen forud for parlamentsvalget 17. juni.
Kasidiaris blev låst inde i et rum på tv-stationen Antenna, men det lykkedes ham at bryde døren ned og stikke af.
Tv-debatten kæntrede, da Kasidiaris kastede et glas vand mod et medlem af det venstreradikale parti Syriza og kaldte hende en "joke".
De andre kandidater stod som forstenede, mens Kommunistpartiets næstformand, Liana Kanelli, forsøgte at lægge sig imellem og kastede en avis efter Kasidiaris.
Han svarede ved at kalde hende en "kommi", hvorefter han rejste sig op, skubbede til hende og slog hende hårdt i ansigtet.
- Jeg var bange for, at han ville kaste med glasset og skade nogen, siger Kanelli og viser et blåt mærke på sin kind.
- Det er mit ærestegn, bedyrer hun.
Det nynazistiske parti Gyldent Daggry kom fra nærmest ingenting, da det ved parlamentsvalget i begyndelsen af maj sprang ind med syv procent af stemmerne.
Partiet lever højt på at være fremmedfjendsk og arg modstander af de kriseindgreb, som EU og IMF kræver for at redde det dybt forgældede Grækenland.
Den offentlige anklager har beordret politiet til at finde Kasidiaris og sigte ham for legemsbeskadigelse.
Reuters