For anden gang inden for kort tid har københavnske politifolk anholdt udenlandske kvinder i nattelivet på Vesterbro.
Natten til torsdag er i alt 12 blevet anholdt, hvoraf fem er blevet løsladt, oplyser Kjeld Farcinsen fra den gruppe, der kontrollerer udlændinge.
- Det er primært kvinder fra Nigeria, siger Kjeld Farcinsen.
En af kvinderne var i besiddelse af et pas, som formentlig er forfalsket.
I den første aktion blev i alt 32 kvinder anholdt, og politiet mener, at en hel del af dem arbejder som prostituerede på gaden.
Tre af de 32 er muligvis blevet udsat for menneskehandel.
16 er blevet frihedsberøvet, fordi Udlændingestyrelsen administrativt har udvist dem for blandt andet ulovligt arbejde.
/ritzau/