Efter næsten tre måneders efterforskning har Midt- og Vestsjællands Politi anholdt to unge mænd for et temmelig usædvanligt hjemmerøveri begået mod en 54-årig mand i Tune ved Roskilde.
Det skriver Dagbladet Roskilde.
De to mænd på 19 og 20 år opsøgte i begyndelsen af april den 54-årige på hans adresse for at afpresse ham for 10.000 kroner, som han skulle betale inden 10 dage.
Da de fandt penge hos manden, der er en del af et hashmiljø, tog de dem fra ham og forsvandt.
Politiet har anholdt de to unge mænd, der tirsdag fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Her vil anklageren kræve dem varetægtsfængslet.
Røveriet blev begået i prøveperioden fra en lignende forbrydelse.
I den tidligere sag fik den 20-årige fem måneders fængsel, heraf fire betinget. Den 19-årige blev idømt et års fængsel, hvoraf halvdelen var betinget.
/ritzau/