Risikovilligheden vendte onsdag en smule tilbage til finansmarkederne på dagen, hvor det lykkedes Grækenland at samle en pro-euro regering. Det sendte renterne op i de sikre havne, mens de gældsplagede sydeuropæiske lande fik mulighed for at puste ud med tiltrængte rentefald.
- Det skyldes en forventning i markedet om, at der kommer en eller anden positiv udmelding fra politikerne i næste uge. Der går nogle rygter om, at tyskerne måske vil bløde lidt op for de hårde krav til at kunne trække på stabilitetsmekanismerne i EFSF og ESM, siger Morten Hassing Povlsen, der er rentestrateg i Nordea, til Ritzau Finans.
Renten på den toneangivende, 10-årige, danske statsobligation, 3-21'eren, steg med 10 basispoint til 1,43 pct. Den er dermed steget med 23 basispoint siden fredag. I Tyskland steg renten på den tiårige statsobligation med 8 basispoint til 1,61 pct.
I Sydeuropa faldt den italienske og spanske 10-årige rente med 13 og 28 basispoint til 5,78 og 6,72 pct. Dermed fjernede Spanien sig fra den grænse på 7 pct., hvor Grækenland, Irland og Portugal måtte bede om hjælp.
Stigningen på de spanske obligationer skyldes ifølge rentestrategen en forventning blandt nogle handlere om, at det ikke kan blive værre, end det er nu.
- Der er i hvert fald nogen, der øjner muligheder i markedet, selvom det ser presset ud, siger Morten Hassing Povlsen.
Onsdag aften er der møde i den amerikanske centralbank, og den seneste tids skuffende økonomiske nøgletal fra USA oven på en eskalering af gældskrisen i euroområdet har løftet markedets forventninger om, at Fed vil træde til med nye pengepolitiske tiltag.
- Skulle det ske, forventer vi, at det på linje med de foregående gange vil give kraftige stigninger på aktiemarkederne. Omvendt er risikoen for en skuffelse stor, og så vil markederne vende pilen ned, skriver Nordea i en optakt til aftenens møde. /ritzau/FINANS
Martin Mogensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk