Renten på den toneangivende, danske statsobligation, 3-21'eren, steg onsdag pænt over niveauet 1 pct., efter at sidste uges panik omkring specielt situationen i Spanien gav alvorlige indhug i investorernes afkast og sendte renten ned under 1 pct. Det vigtige ECB-rentemøde onsdag eftermiddag kastede, som ventet blandt de fleste analytikere, ikke nogen ændring af den styrende rente af sig. Refirenten blev fastholdt på 1,0 pct.
Renten på den 10-årige, danske statsobligation steg med 10 basispoint i forhold til mandagens lukkeniveau til 1,09 pct. Både den 2-årige og 3-årige obligation ligger dog fortsat med negativ rente, selv om renten på de 3-årige papirer er steget en smule onsdag. Det indikerer en vedvarende frygt for den europæiske gældskrise, hvilket sender investorerne i favnen på mere sikre investeringer i de nordeuropæiske lande.
Den frygt blev umiddelbart understøttet af, at præsidenten for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, onsdag eftermiddag sagde, at centralbanken fortsat ser en forhøjet risiko for yderligere tilbagefald i den europæiske økonomi. Frygten kan ligeledes aflæses i, at Tyskland solgte 5-årige statsobligationer for 4 mia. euro til en rekordlav rente på 0,41 pct. Dertil kommer, at kreditvurderingsinstituttet Moody's Investors Service har nedjusteret kreditvurderingen for en række tyske og østrigske banker.
En positiv udvikling på aktiemarkederne i både Asien, USA og Europa understøtter dog udviklingen i de toneangivende statspapirer en smule, hvilket kan ses i renten på de danske, toneangivende statsobligationer, men også i de tyske af slagsen, hvor renten steg med 9 basispoint til 1,30 pct. onsdag, mens renten på den spanske, 10-årige statsobligation faldt en smule fra det faretruende høje niveau.
FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk