Frank Jæger Nielsen, tillidsrepræsentant for de faglærte på Danfoss og medlem af Metal Sønderborgs bestyrelse, har det rigtig godt med, at slaget om overenskomsterne nu er overstået.
- Det er dejligt, at vi er færdige med at kæmpe mod hinanden. Nu må vi så se, hvad vi kan gøre ved nej-sigernes bekymring, siger Frank Jæger Nielsen, der anbefalede et ja til overenskomsterne.
Han ser ikke ’det systematiske overarbejde’, som nej-sigerne frygter, som det store problem.
Med overenskomsten bliver det muligt at give medarbejdere en times ekstra arbejde om dagen i perioder med spidsbelastning. Ekstraarbejde, som skal afspadseres i hele dage senere.
Virksomheder og medarbejdere finder ud af det sammen
Men Frank Jæger Nielsen mener, at de nye regler sagtens kan håndteres i samarbejde med virksomhederne, så der bliver taget hensyn til for eksempel enlige forældre, der ikke har mulighed for at udvise den ønskede fleksibilitet.
- Det er noget, der kan forhandles lokalt. Ellers har vi jo vores fagretlige system, hvor vi har en stor fordel i, at der er udarbejdet rammer for variabel ugentlig arbejdstid, og virksomhederne ikke slipper uden om at oplyse om deres behov, siger han.
Allermest tilfreds er han med de bedre uddannelsesmuligheder, som ligger i de nye overenskomster.
- Unge fravælger stadig erhvervsuddannelser, og det er noget, som bedre uddannelses- og videreuddannelsesmuligheder kan være med til at rette op på. Det er også noget, som gør indtryk på mor, som er den derhjemme, som bestemmer barnets uddannelse. Samtidig får ufaglærte bedre muligheder for at blive faglærte, siger Frank Jæger Nielsen.