En nedgradering af Spaniens kreditværdighed på hele tre trin fra A til BBB er alvorligt for landet.
Det siger seniorstrateg i Jyske Bank Ib Fredslund Madsen.
- Det kan betyde, at nogle investorer ikke må købe spanske statsobligationer. Markedet har det med at tage sorger og glæder på forskud, og nedgraderingen kan betyde, at Spanien må betale højere renter næste gang landet skal låne penge, siger Ib Fredslund Madsen.
Investorerne vil forvente, at andre kreditvurderingsbureauer følger med og nedgraderer Spaniens økonomi på grund af bankkrisen, stigende gæld, høj ledighed og recession er årsagen til den spanske økonomiske syge.
- Problemerne med Spanien er vokset den seneste måned, og det bliver efter alt at dømme nødvendigt for Spanien at blive indlagt på likviditetshospitalet og låne penge af EU til at holde en hånd under landets banker, siger Ib Fredslund Madsen.