Kommende boligejere kommer til at sidde dyrere i det, når to af de store realkreditinstitutter inden længe sender nye og langt dyrere låneformer på markedet.
Fremover lukker Nykredit og Totalkredit for adgangen til at få afdragsfrie lån med variabel rente på helt op til 80 procent af boligens handelspris, skriver Berlingske.
Det betyder, at ydelsen på de kommende tolags-lån blive fordoblet.
Med den aktuelle rente vil det således komme til at koste mindst 1.660 kroner efter skat om måneden per millioner kroner, der er lånt for. Det er cirka en fordobling af de 808 kroner, som et F1-lån uden afdrag på én million kroner i dag koster efter skat.
Ifølge koncerndirektør hos Nykredit, Kim Duus, vil et sted mellem 66 og 75 procent af den højere ydelse dog gå til afdrag på lånet, hvilket giver boligejerne en større opsparing.
Dertil kommer mellem ti og 15 procent af stigningen til at gå til større sikkerhed, da F1-lån uden afdrag på den yderste del af lånet nu erstattes af lån med afdrag, hvor renten mindst ligger fast i fem år.
"Den sidste sjat af prisstigningen skyldes, at det er lidt dyrere at have to lån, fordi renten på det yderste lån vil blive lidt højere, mens den vil blive lidt lavere på det inderste lån, der bliver mere sikkert," lyder forklaringen fra Kim Duus.