Den finske mobiltelefonproducent Nokia bekræfter torsdag, at virksomheden nedlægger op mod 10.000 stillinger på verdensplan frem til 2013.
3700 stillinger forsvinder alene hos Nokia i Finland, oplyser nyhedsbureauet FNB.
Nokia siger videre, at også fabrikken i Salo skal lukkes. Det betyder et farvel til 850 stillinger.
Samtidig bekræfter Nokia, at koncernen er i færd med at sælge enheden Vertu, der producerer luksusmobiltelefoner til investeringsselskaber EQT.
Med fyringsplanerne mener Nokia at have begrænset de årlige omkostninger til Devices & Services til cirka tre milliarder euro (22 milliarder kroner) ved udgangen af 2013.
Tidligere har målet ifølge nyhedsbureauet TT været at begrænse omkostningerne med en milliard euro sammenlignet med 2010, da de lå på 5,35 milliarder euro.
Det betyder, at ud over de omkostningsbesparelser på cirka 700 millioner euro, som allerede er gennemført, så har koncernen planer om yderlige nedskæringer på 1,6 milliarder euro, skriver Nokia i en pressemeddelelse.
Samtidig bliver der også tale om en større ændring i koncernledelsen, som blandt andet medfører, at de tre direktører Jerri DeVard, Mary McDowell og Niklas Savander erstattes.
Reaktionen på Nokias nedskæringer har medført, at selskabets aktier falder på børsen i Helsinki til det laveste niveau siden september 1996.
Aktien er dykket med 5,5 procent torsdag morgen til 2,1 euro efter meddelelsen om op mod 10.000 fyringer.
FNB