Der er ingen overraskelser i den startopstilling, det danske fodboldlandshold kan vise frem til aftenens EM-brag mod Portugal i Arena Lviv i Ukraine.
Landstræner Morten Olsen holder fast i de 11 spillere, som startede inde i lørdagens overraskende 1-0-sejr over Hollands viceverdensmestre i den første kamp i gruppe B.
Det betyder, at Simon Poulsen igen starter som venstre back. Netop mod Portugal er han tidligere blevet fundet for svag rent defensivt mod stjerner som Cristiano Ronaldo og Nani.
I efterårets kamp mellem de to nationer i EM-kvalifikationen var det derfor allroundspilleren Michael Silberbauer, der fik tjansen som venstre back, og han leverede en fremragende indsats i den danske 2-1-sejr i Parken.
Men især efter lørdagens sejr over Holland har Simon Poulsen bidt sig fast på pladsen, og selvom Morten Olsen efter Holland-kampen ikke offentligt har garanteret Simon Poulsen en ny startplads, så har landstræneren blandt andet udtalt følgende:
- Jeg tror også, at du har set, at han defensivt ikke er så dårlig.
Længere fremme på banen beholder Christian Eriksen sin plads lige bag angriber Nicklas Bendtner. Christian Eriksen har på det seneste ellers ikke ramt sit topniveau, men Ajax-stjernen er altså fortsat god nok for landstræneren.
Kampen begynder klokken 18, og hvis alt flasker sig, kan Danmark senere i aften være klar til kvartfinalen efter blot to ud af tre gruppekampe.
Men det afhænger af gruppens anden kamp mellem Tyskland og Holland. Det opgør begynder klokken 20.45.
Den danske startopstilling (4-3-3): Stephan Andersen - Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Simon Poulsen - William Kvist, Christian Eriksen, Niki Zimling - Dennis Rommedahl, Nicklas Bendtner, Michael Krohn-Dehli.
Portugals startopstilling (4-3-3): Rui Patricio - João Pereira, Pepe, Bruno Alves, Fabio Coentrão - Raul Meireles, João Moutinho, Miguel Veloso - Nani, Helder Postiga, Cristiano Ronaldo.