Er der to typer for mulig kærlighed, som 26-årige Maxine fra den nye og ottende sæson af ”Landmand søger kærlighed”, ikke er interesseret i, så er det fuck-boys og mænd, som er for gamle.
Det fortæller hun blandt andet til Her og Nu.
- Førhen havde jeg en tendens til at gå efter de her fuck-boys, der udviser, at de gerne vil mere, men i sidste ende ved de godt, at det vil de ikke. De lover mere, end de kan holde, fortæller Maxine til Her og Nu.
For at hun ikke skulle falde for fristelsen allierede Maxine sig med sin bror og to veninder. Der bør således ikke være fuck-boys blandt hendes bejlere.
- Dem er jeg desværre stødt på nogle gange. Jeg har været i nogle uheldige forhold, som jeg ikke vil ønske for nogen andre piger at være i, men det har jeg været, og det er jeg blevet klogere på, fortæller Maxine videre.
30 mænd havde skrevet et brev til hende i håbet om, at blive blandt de fem udvalgte. Og med bror og veninders hjælp blev ikke kun fuck-boys sorteret fra med hård hånd.
- Nogle af de første, der blev sorteret fra, gav sig selv. Der var nogle, der var over 50 år, og de blev hurtigt valgt fra, fortæller Maxine til Se og Hør.
Maxine har ikke været i et seriøst forhold de seneste tre år, og selvom hun godt vidste, hvad hun ikke ikke var interesseret i, så var det ikke nemt at finde fem kandidater til speeddatingen.
- Det er svært at vælge, når man skal bedømme en person ud fra et brev og et billede, siger Maxine til Se og Hør.
Den nye sæson af "Landmand søger kærlighed" gik i gang på TV 2 tirsdag aften.