Aktierne fik sig en tur i rutsjebanen torsdag. Først pænt højere, så lidt lavere og så skubbede Kina aktie-toget endnu højere op i eftermiddagens løb, inden det blev til en lille tur ned mod lukningen. Risikovillighed og tro på fremtiden kom i førersædet. Gældskrise og vækstbekymringer var i hvert fald for en stund om ikke glemt så gemt.
Riskoen i markedet er fortsat stor, advarede Claus Paaske Larsen, chefrådgiver i Nordea. Med risiko er der mulighed for store udsving, og det sås i torsdagens udsving.
C20-indekset lukkede torsdag 1,6 pct. højere i indeks 433,51.
Kinas sænkning af renten underbyggede markedets tro på, at Kina vil gøre mere for at stimulere væksten til gavn for de cykliske aktier. I toppen af indekset lå FLSmidth, der steg 5 pct. til 323,30. Og shippingaktierne i Mærsk steg mere end 3,5 pct. og B-aktien lukkede i 37.440 kr. NKT-aktien lukkede 3,6 pct. højere i 209,70 kr.
Vækst er også gavnlig for den sønderslåedes finanssektor. Danske Bank lukkede 4,8 pct. højere i 83,15 kr., og Nordea steg 2,2 pct. til 45,80 kr., mens Sydbank steg 2,6 pct. til 95,45 kr.
Trods dårlige meldinger fra vindmøllekongressen i USA lukkede markedets yndlingsporygelknabe, Vestas, også pænt torsdag. Aktien lukkede i 31,93 kr. - 1,2 pct. højere. Vestas-chefen lovede, at fabrikkerne i USA ikke sælges, selvom PTC-ordningen ikke forlænges.
TDC er eneste aktie i rødt i C20. Aktien lukkede med et fald på 0,2 pct. til 37,35 kr. til trods for, at Swedbank hævede sin anbefaling af aktien til "stærkt køb" fra "køb". Kursmålet lyder fortsat på 50 kr. per aktie.
De danske obligationsrenter tog torsdag et hop op, da risikovilligheden steg markant, selvom der underliggende fortsat er frygt for såvel global vækst som europæisk statsgældskrise. Med til at presse kurserne ned i Danmark var også spekulationer om diskonteringsrenten for pensioner.
Det lykkedes Spanien at sælge lidt flere end ventede obligationer ved formiddagens auktion, og renten var som ventet højere, men måske ikke så høj som frygtet, og franskmændene solgte med lavere renter. Også en god stemning på aktiemarkederne har mindsket appetitten på fastforrentede fordringer og sendt renterne nordpå og kurserne ned. En tro på global vækst manifesteret i en overraskende rentenedsættelse fra den kinesiske centralbank mindskede også behovet for obligationernes relative sikkerhed.
Det danske marked udvikler sig anderledes, og det skyldes dels, at markedsdeltagerne torsdag var villige til at tage risko, dels overvejelserne om den danske pensionssektors diskonteringsrente, vurderede obligationsanalytiker Henrik S. Hansen i Sydbank over for Ritzau Finans.
-Den tiårige, danske rente lukkede omkring 1,21 pct., hvilket er 12 basispoint højere end ved dansk lukketid onsdag. Renten i Tyskland er blot steget 2 basispoint. I Sverige steg de tiårige rente med 34 basispoint
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk