Onsdag blev ventedag for aktiehandlerne, mens rentespecialisterne tog for sig af retterne på de skævvredne markeder med fald i de sydlige renter og stigninger i de nordlige.
Der var fortsat mange store ubesvarede spørgsmål for aktionærerne, der lod det toneangivende C20-indeks danse omkring nullet. Med det græske valg overstået og med et rentemøde i den amerikanske centralbank holdt investorerne pladsen i venteværelset.
Samlet endte det onsdag med en marginal stigning i C20 på 0,22 pct. til indeks 440,85, og dermed er indeks steget med 13,1 pct. år til dato. Onsdag var der et indflow til de cykliske aktier, mens de defensive lå presset.
- Der skete ikke det store selskabsmæssigt onsdag, og markedet lagde sig afventende forud for den amerikanske rentekomites møde. I takt med, at troen på, at der vil komme noget fra centralbanken, steg, kom der lidt trafik over mod de cykliske aktier samt i finansaktierne, sagde afdelingsleder for skandinaviske aktier i Sydbank, Ole Kjær Jensen, til Ritzau Finans.
I toppen af C20 lå da også Carlsberg, der steg med 3,2 pct. til 449,10 kr., DSV, der steg med 2,1 pct. til 116,50 og Mærsk B, der lukkede dagen med en stigning på 1,6 pct. til kurs 38.600. Modsat lå de defensive aktier. Coloplast endte i bunden med et fald på 1,7 pct. til 1042 kr., mens Lundbeck og WDH også skaffede sig bundplaceringer med fald på henholdsvis 1,6 og 1,2 pct. til kurs 122 og 527,50.
Fokus var på den amerikanske centralbanks rentekomite, hvor flere markedsaktører håber på yderligere stimulus til den forkølede genrejsning i den amerikanske økonomi.
- Der er delte meninger om, hvad der kan komme. Det altafgørende er stadig næste uges EU-topmøde, og så er rentekomiteen mere en mellemstation, vurderer Ole Kjær Jensen.
På obligationsmarkedet vendte risikovilligheden en smule tilbage på dagen, hvor det lykkedes Grækenland at samle en pro-euro regering. Det sendte renterne op i de sikre havne, mens de gældsplagede sydeuropæiske lande fik mulighed for at puste ud med tiltrængte rentefald.
- Det skyldes en forventning i markedet om, at der kommer en eller anden positiv udmelding fra politikerne i næste uge. Der går nogle rygter om, at tyskerne måske vil bløde lidt op for de hårde krav til at kunne trække på stabilitetsmekanismerne i EFSF og ESM, siger Morten Hassing Povlsen, der er rentestrateg i Nordea.
Renten på den toneangivende, 10-årige, danske statsobligation, 3-21'eren, steg med 10 basispoint til 1,43 pct. Den er dermed steget med 23 basispoint siden fredag. I Tyskland steg renten på den tiårige statsobligation med 8 basispoint til 1,61 pct.
I Sydeuropa faldt den italienske og spanske 10-årige rente med 13 og 28 basispoint til 5,78 og 6,72 pct. Dermed fjernede Spanien sig fra den grænse på 7 pct. Rentefaldet skyldes ifølge rentestrategen en forventning om, at det ikke kan blive værre, end det er nu.
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk