En positiv tilkendegivelse fra EU om hjælp til den trængte spanske banksektor bidrog mandag til stigninger på de europæiske finansmarkeder. Højere aktiekurser og stigende renter i Nordeuropa var dagsordenen, men euforien lagde sig i løbet af dagen.
På aktiemarkedet herhjemme lukkede C20-indekset blot 1,4 pct. højere i niveau 432,37. Det skyldes i høj grad Novo Nordisk, mens Vestas skilte sig ud med et stort kursfald.
Vestas åbnede ellers højere i tråd med resten af markedet, men hen mod middagstid vendte aktien rundt, og det blev kun værre og værre resten af dagen. Aktien lukkede 6,5 pct. lavere i kurs 30,54.
- Aktien har det med at leve i sin lidt egen verden i øjeblikket, og det må man sige, at den også gør i dag, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank.
Overordnet var stemningen dog positiv på markedet med stigninger til bankerne og flere af de cykliske aktier.
- Bankerne klarer sig godt, efter at EU fik forhandlet nogle rammer på plads for hjælp til de spanske banker, som kapitalmæssigt står ret svagt i øjeblikket, siger aktiechef Jan Correll fra Handelsbanken til Ritzau Finans.
Danske Bank steg 1,7 pct. til kurs 83,15, og Nordea steg med 0,7 pct. til kurs 46,51. Novo Nordisk toppede dog i C20 med en stigning på 2,6 pct. til kurs 803. Weekenden igennem er der kommet en stribe positive nyheder fra den store diabeteskonference i USA afholdt af ADA.
Fokus er her netop på den langtidsvirkende insulin Tresiba, der i en undersøgelse har sat konkurrenten Lantus til vægs. Samtidig fortæller Novo Nordisks forskningschef til Ritzau Finans' udsendte medarbejder, at man vil ansætte 500 ekstra sælgere for at sætte skub i salget af Tresiba, når midlet bliver godkendt.
Efter weekendens bankredning i Spanien var obligationsmarkederne i Europa præget af en positiv stemning et stykke ud på mandagen, hvilket gav sig udslag udslag i stigende renter i "sikker havn"-lande som Danmark og Tyskland, mens der var rentefald i gældsplagede lande som Italien og Spanien. Imidlertid vendte stemningen som dagen skred frem.
- Der var en ganske positiv stemning fra starten af dagen efter den spanske bankredning. Der var måske mange som sagde, at det var lige, hvad vi havde brug for, siger cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank til Ritzau Finans og fortsætter:
- Men så har eftertænksomheden måske meldt sig lidt i løbet af dagen, hvor nogen måske stiller spørgsmålstegn ved, om det løser noget som helst. Men gældsproblemerne er jo ligeså store i dag, som de var før weekenden.
Herhjemme faldt renten på den toneangivende 10-årige statsobligation, 3-21'eren, 2 basispoint til 1,17 pct., efter at den i den tidlige handel havde været oppe over 1,30 pct. Den tilsvarende spanske rente steg 30 basispoint til 6,49 pct., efter at den tidligt på dagen var nede at runde 5,988 pct.
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk