Onsdag endte det toneangivende aktieindeks næsten ved start på den dag, der ikke bød på afgørende nyt fra gældskrisen i Europa. Til gengæld var der masser af selskabsspecifikke nyheder forud for den kinesiske præsiden Hu Jintaos besøg torsdag. Han kan glæde sig over investeringer for milliarder fra de helt store danske selskaber, mens også Vestas havde kinesisk nyt.
Det toneangivende C20-indeks lukkede i indeks 431,24 efter en næsten uændret udvikling.
- Den italienske auktion holdt alle øje med, men det er små brikker i det store samlede spil, og ikke noget, der rykker hele markedet, siger chefhandler hos Danske Markets Mads Zink til Ritzau Finans.
En stribe af Danmarks helt store virksomheder varmede onsdag op til den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg torsdag ved at annoncere milliardinvesteringer i "Riget i midten".
Carlsberg fortalte fra morgenstunden, at man planlægger at kaste 4 mia kr. i et nyt kæmpebryggeri i det sydvestlige Kina. Aktien i Carlsberg lukkede i et et plus på 0,1 pct. til kurs 422,80.
Også A.P. Møller - Mærsks APM Terminals vil investere 3 mia. kr. i en ny kinesisk havn. Mærsks B-aktie faldt onsdag 0,8 pct. til kurs 36.700.
Vestas endte uvant i plus onsdag, med 0,4 pct. til kurs 29,82. Koncernen har afhændet sin møllefabrik i Varde til kinesiske Titan Wind Energy. Og antallet af shortede aktier, altså positioner, der gætter på fald i aktien, ifølge Danske Bank er faldet til 33 mio. styk mod 47 mio. sidste måned.
Generelt faldt de cykliske aktier i onsdagens handel. DSV faldt 2,2 pct. til kurs 109,80, mens FLSmidth dykkede med 2,9 pct. til kurs 298,20.
De danske statsobligationer startede dagen med et markant rentehop, der blev vendt til et rentefald blot for at slutte omkring uændret. Dagen var præget af en lind strøm af nyheder fra Europa.
Den toneangivende danske steg 2 basispoint til 1,30 pct. Dermed fortsatte tendensen fra tirsdag, hvor renten steg 11 point. I Tyskland steg den 10-årige rente 7 basispoint til 1,49 pct.
Formiddagen bød på en italiensk gældsauktion, hvor støvlelandet afsatte for 6,5 mia. euro 1-årige obligationer. På positivsiden var udstedelsen fuldtegnet, men renten endte på 3,92 pct. mod 2,340 pct. ved en tilsvarende udstedelse i maj. En indikation af, at markedet er alt andet end tryg ved situationen i Europa.
Tal fra detailsalget i USA for maj viste et fald på 0,2 pct., hvilket var ganske som ventet. Fraregnes bilsalget, er faldet dog på 0,4 pct. mod en ventet flad udvikling. Samtidig viste producentpriserne i samme måned et dyk på 1,0 pct., langt mere end det ventede fald på 0,6 pct.
Den danske rente var fra start påvirket af nye regler for pensionsselskaberne, der skabte et salgspres på de lange statsobligationer.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk