Det danske aktiemarked startede ugen med en lille stigning i C20-indekset efter en sejr til eurovenlige politiske partier ved weekendens valg i Grækenland. En stor stigning i de spanske renter bragte dog malurt i bægeret og tog toppen af fremgangen herhjemme, mens plusser blev til deciderede fald flere andre steder i Europa.
- Efter et lettelsens suk fra morgenstunden blev det hurtigt hverdag igen i takt med stigninger i de spanske renter. Man er meget mere usikre på, hvad der sker i Spanien i øjeblikket, siger afdelingschef Ole Kjær Jensen fra Sydbank.
I modsætning til mange andre formåede det danske marked dog at holde sig i plus hele dagen. Ved børslukketid var facit en fremgang på 0,4 pct. til niveau 432,98. GN Store Nord var dagens højdespringer i C20 med en stigning på 2,4 pct. til kurs 73,25, hvilket var det højeste niveau siden 2007.
I den tunge ende af indekset fandtes smykkevirksomheden Pandora, som gjorde comeback i C20 på bekostning af Sydbank. Det blev ikke et prangende comeback, da aktien faldt 3,1 pct. til kurs 60,30 - dog efter en stigning fredag, hvor enkelte positionerede sig.
Danske Bank havde det ligeledes svært og faldt 2,2 pct. til kurs 78,60. Bankerne klarede sig generelt dårligt i Europa, herunder ikke mindst de spanske. Nordea klarede dog frisag i denne omgang med en stigning på 0,2 pct. til kurs 47,26.
Den schweiziske storbank UBS var ude med riven over for Vestas, som fik halveret sit kursmål til 30 kr. fra tidligere 60 kr. Banken ser ikke nødvendigvis en præmie til aktionærerne, hvis Vestas skulle blive overtaget af et andet selskab. Aktien faldt 0,7 pct. til kurs 29,38.
En første positiv reaktion på obligationsmarkederne på valget i Grækenland blev hurtigt erstattet af forstærkede bekymringer om situationen i Spanien. Manglende tro på, at spanierne kan klare problemerne, fik den 10-årige spanske rente til at stige voldsomt til over de kritiske 7 pct.
- Umiddelbart startede det rimeligt godt op, hvor Europa fulgte efter de asiatiske markeder med stigninger for både aktierne og renter (i Danmark og Tyskland, red), men det er siden vendt rundt. Valget i Grækenland fik, hvad mange ville betegne som det bedste udfald. Men markedet vurderer, at det nu bliver mere af det samme, og fokus retter sig mod Spanien, hvor renterne rammer all-time-high i eurozonens historie, siger rentestrateg Morten Povlsen fra Nordea.
Herhjemme steg renten på den 10-årige statsobligation, 3-21'eren, fra åbningen med næsten 9 basispoint til knap 1,31 pct., men siden vendte den rundt og sluttede i 1,22 pct., hvilket var uændret i forhold til i fredags. Den tilsvarende spanske rente gik fra et rentefald til en stigning på 27 basispoint til 7,11 pct., hvilket er det højeste niveau i 15 år.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk