Weekendens vigtige græske valg satte sine spor i de finansielle markeder fredag. Investorerne var afventende og handelsvolumen generel lav, da porteføljen allerede var tilpasset den vanskelige situationen, som kan opstå i kølvandet af en græsk vending for eller imod EU.
På aktiemarkedet steg C20-indekset fredag og bidrog dermed til et ugentligt plus på 1,1 pct. i det danske eliteindeks. Fredagen isoleret var C20's fremgang på 0,6 pct. til 431,19 point, og udviklingen var dermed lidt svagere end i resten af Europa.
- Vi følger den positive tendens i Europa, men der er ikke så stor handelsvolumen. Det virker som et meget afventende marked forud for det græske valg. Jeg tror, folk har forberedt sig et stykke tid og tilpasset porteføljen, så de store bevægelser har været inden i dag. Nu ligger man beredt og venter på valget, siger aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank.
Mærsk-aktierne var i fokus, efter at selskabets containerrederi, Maersk Line, varslede rateforhøjelser. Vigtigst af alt er det, blev højsæsontillægget på de vigtige ruter fra Asien til Europa fredag indført efter to ugers forsinkelse. Mærsks B-aktie steg 3,2 pct. til 37.440 kr.
Helt i toppen var det dog FLSmidth, der - uden selskabsspecifikke nyheder - bragede derudaf med en stigning på 4,1 pct. til kurs 306.
Carlsberg steg 2,2 pct. til 437,10 kr., mens DSV gik 2 pct. frem til kurs 112,10 og NKT blev løftet 1,4 pct. til 192,40 kr. - også uden særligt nyt i markedet.
Lundbeck faldt 0,9 pct. til kurs 121,40, og medicinalselskabet havde selskab i bunden af C20-indekset af en række andre defensive aktier - navnlig Novo Nordisk, Chr. Hansen, William Demant og Coloplast. Ingen af dem faldt dog mere end 0,4 pct.
Fredag var sidste dag i denne omgang for Sydbank i C20-indekset, da aktien på mandag afløses af Pandora. Smykkeselskabet fejrede det med en stigning på 3,7 pct. til kurs 62,20, mens Sydbank sluttede nederst i C20-indekset med et fald på 1,1 pct. til 94,15 kr.
Obligationsmarkederne holdt weekend-optakt med brede rentefald. Alle større europæiske lande viste fald i de toneangivende tiårige renter med undtagelse af gældsbomben Spanien, der igen tikkede mod de faretruende 7 pct. i rente, og den i forvejen ultralave schweiziske rente.
Den toneangivende tiårige danske obligation, 3-21'eren, viste et rentefald på 4 basispoint til 1,22 pct., hvilket var på niveau med de fleste andre nordeuropæiske lande. Rentefaldet skete til trods for en generelt positiv stemning på aktiemarkedet, hvor eksempelvis det brede europæiske aktieindeks steg i omegnen af 1 pct.
- Man begynder mere og mere at spekulere i, at centralbankerne bliver nødt til at stimulere økonomierne og komme med kvantitative lempelser. Det ville være positivt for aktiemarkederne, hvis der kom lidt stimulans i økonomien, og også være med til at sende renterne ned, forklarer chefobligationsrådgiver Marianne Petersen fra Nordea.
Den spanske tiårige rente kravlede igen lidt opad og lukkede fredagen 1 basispoint højere i 6,88 pct. Dermed er den fortsat ubehageligt tæt på smertegrænsen på 7 pct.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk