Tyskland kom perfekt fra start ved EM i fodbold, da det store fodboldland lørdag aften besejrede Portugal 1-0 i Lviv.
Resultatet sender Tyskland op på siden af Danmark i gruppe B, mens Portugal ligger sammen med Holland i bunden efter Danmarks overraskende 1-0-sejr over Holland tidligere lørdag.
Tyskland, som bestemt ikke storspillede mod portugiserne, bliver regnet blandt de store favoritter til at vinde EM, men det brændte på for VM-bronzevinderne i flere situationer mod Cristiano Ronaldo og co.
Lige før pausen ramte Portugals Pepe overliggeren, hvorefter bolden ramte ned på målstregen, og i det hele taget havde portugiserne flere chancer end de idéforladte tyskere.
Men 18 minutter før tid headede Mario Gomez Tyskland foran efter forarbejde af Sami Khedira.
Bayern München-angriberen Gomez var overraskende blevet foretrukket i startopstillingen i stedet for veteranen Miroslav Klose.
Lazio-veteranen fik på sin 34-års fødselsdag dog de sidste 10 minutter af kampen, da han afløste netop Mario Gómez.
Seks minutter før tid var Portugal tæt på at udligne, da Nanis indlæg ramte overliggeren.
Få minutter senere var Portugals indskiftede Silvestre Varela også nær ved at score, men Tysklands målmand, Manuel Neuer, fik pareret.
Portugal er nu under stort pres, før holdet på onsdag møder Danmark i den anden gruppekamp.
Tyskland skal samme dag op mod ærkerivalerne fra Holland.
De to hold fra gruppen går videre til kvartfinalerne ved EM.