Når Grev Ingolf på lørdag fejrer sin 70 års fødselsdag bliver det uden gæster fra kongehuset.
Ifølge Ekstra Bladet har dronning Margrethe og begge sønner med tilhørende familier nemlig valgt at blive væk fra festlighederne på Munkbjerg Hotel i Vejle.
Ifølge Grev Ingolfs kone grevinde Sussie, var man godt klar over, at kongehuset ikke ville kigge forbi.
"Nej, de kommer ikke. De er alle ude at rejse," siger grevinde Sussie til Ekstra Bladet.
Avisen mener dog at vide, at både Joachim plus kone er i landet på lørdag, og at kronprins Frederik flyver hjem fra vinter OL i Canada allerede på fredag for at afløse Margrethe som statsoverhoved. Det tager grevinde Sussie dog med ophøjet ro.
"Det tager vi pænt. Mange af vores andre gæster kommer heller ikke på grund af vinterferien," siger hun.
Der har tidligere været koldt luft mellem grev Ingolf og dronning Margrethe, da det oprindeligt var grev Ingolf som skulle have været konge før tronfølgeloven blev ændret i 1953. Grev Ingolf har dog flere gange sagt, at forholdet mellem ham og dronning Margrethe er fint i dag.