Det danske aktiemarked startede ugen med en lille stigning i C20-indekset efter en sejr til eurovenlige politiske partier ved weekendens valg i Grækenland. En stor stigning i de spanske renter bragte dog malurt i bægeret og tog toppen af fremgangen herhjemme, mens plusser blev til deciderede fald flere andre steder i Europa.
- Efter et lettelsens suk fra morgenstunden blev det hurtigt hverdag igen i takt med stigninger i de spanske renter, som nåede et godt stykke over 7 pct. Der er selvfølgelig fokus på det græske valgresultat, og det havde været meget værre, hvis det med valgresultatet indirekte var blevet til et nej til sparepakkerne. Men man er meget mere usikre på, hvad der sker i Spanien i øjeblikket, siger afdelingschef Ole Kjær Jensen fra Sydbank.
I modsætning til mange andre formåede det danske marked dog at holde sig i plus hele dagen. Ved børslukketid var facit en fremgang på 0,4 pct. til niveau 432,98, efter at det i den tidligere handel dog havde været oppe at runde 436,04. GN Store Nord var dagens højdespringer i C20 med en stigning på 2,4 pct. til kurs 73,25, hvilket var det højeste niveau siden 2007. Aktien er dermed steget i otte ud af de senete ni dage.
I den tunge ende af indekset fandtes smykkevirksomheden Pandora, som gjorde comeback til det fine selskab i C20 på bekostning af Sydbank. Det blev ikke et prangende comeback, da aktien faldt 3,1 pct. til kurs 60,30 - dog efter en stigning fredag på 3,7 pct., da nogle kan have positioneret sig til optagelsen i indekset. Sydbank derimod steg 0,4 pct. til kurs 94,5 efter et fald fredag på 1,1 pct.
Danske Bank havde det ligeledes svært og faldt 2,2 pct. til kurs 78,60. Bankerne klarede sig generelt dårligt i Europa, herunder ikke mindst de spanske, efter at andelen af dårlige lån hos de spanske banker viste sig at være steget til det højeste niveau siden 1994. Nordea klarede dog frisag i denne omgang med en stigning på 0,2 pct. til kurs 47,26.
Tryg, der tirsdag holder kapitalmarkedsdag i London for analytikere og pressen, faldt forud for den begivenhed 1,5 pct. til kurs 326. Konkurrenten Topdanmark lukkede desuden 0,3 pct. lavere i kurs 979.
Den schweiziske storbank UBS var ude med riven over for Vestas, som fik halveret sit kursmål til 30 kr. fra tidligere 60 kr., mens anbefalingen "neutral" blev fastholdt. Det sker, fordi den schweiziske storbank ikke nødvendigvis ser en nævneværdig præmie til aktionærerne, hvis Vestas skulle blive overtaget af et andet selskab. Ifølge UBS vil potentielle købere nemlig formentlig ikke betale mere end markedsværdien, som efter de voldsomme kursfald i 2012 er nede på lige godt 6 mia. kr. Aktien faldt 0,7 pct. til kurs 29,38.
Europamesterskabet i fodbold er foreløbigt ikke faldet ud, som Carlsbergs marketingfolk kunne have håbet. Rusland er ude af EM, hvilket kan reducere den positive effekt på Carlsbergs suverænt største marked. Bryggeriaktien lå ligeledes i den tunge ende af C20 med et fald på 0,5 pct. til kurs 435,1.
Blandt sidepapirerne steg Bavarian Nordic 2,6 pct. til kurs 47,5 efter at have udvidet samarbejdet med den amerikanske regering om udvikling af vaccinekomponenter og teknologier. Målet er at finde frem til en måde at forstærke et immunrespons til brug efter udslip af sygdomsfremkaldende vira. Den nye kontrakt er på 4,4 mio. dollar med potentiale til at ende på 17,9 mio. dollar.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk