En 41-årig ansat i Osram i Tyskland anklages for at have stjålet små bitte spåner af guld, som er fremkommet under produktion af Osrams lysprodukter.
Osram, der har hovedkvarter i München i Bayern, fremstiller blandt andet elpærer og også det indvendige lys i førerkabiner på biler.
En talsmand for anklagemyndigheden i Regensburg, hvor sagen kører, siger, at manden ifølge anklagen har stjålet guldspåner med en samlet vægt på 67 kilo.
Det skal være sket i perioden fra 2012 til 2016.
Værdien sættes til omkring 2,3 millioner euro i henhold til guldprisen i de fire år. Det svarer til godt 17 millioner kroner.
Anklagemyndigheden siger, at den 41-årige i første omgang virkede til at være samarbejdsvillig. Han tilstod forbrydelsen.
Han var dengang stadig på fri fod.
En dag var samarbejdsviljen væk, og det samme var den 41-årige.
Men til sidst blev han anholdt i sit fødeland, Rusland, og han blev udleveret til Tyskland.
Det er ikke klart, hvordan manden mere detaljeret smuglede guldspånerne ud.
Men det skete på virksomhedens afdeling i Regensburg. Ifølge anklagen har han smuglet de 2,3 kilo guld ud ved 360 separate lejligheder.
En talsmand for Osram siger, at guldspånerne skabes under produktion af chips til led-lys.
Osram leverer hovedsagelig produktet til bilindustrien.
Normalt bliver guldspånerne, der bliver til overs i produktionen, genbrugt og kommer ikke i lommen på en medarbejder.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa