Med sin kvalifikation til lørdagens finale i French Open, står russiske Maria Sharapova i sin første grand slam-finale i fire år.
En hårdnakket skulderskade, hun pådrog sig i 2008 truede med at ødelægge Sharapovas karriere, efter at hun i teenageårene havde lignet et godt bud på fremtidens dominerende spiller.
Efter at have vundet Wimbledon i 2004, US Open i 2006 og Australian Open i 2008, dumpede russeren for et par år siden helt ned som nummer 126 i verden, og vejen tilbage har været lang og hård.
- For et par år siden var jeg i en situation, hvor jeg ikke helt vidste, om jeg nogensinde ville komme tilbage som professionel spiller, sagde Sharapova efter torsdagens semifinalesejr over Petra Kvitova i Paris.
- Det har været en lang vej tilbage. Der har været meget frustration og usikkerhed, og øjeblikke, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville nå det, og om jeg ville det nok.
- Men når man når hertil, er det det hele værd, siger Maria Sharapova ifølge AFP.
I semifinalen mod Kvitova vandt den andenseedede Sharapova i to klare sæt med 6-3 og 6-3 og er nu favorit i finalen mod turneringens store overraskelse, italienske Sara Errani.
Det bliver samtidig Sharapovas første finale på Roland Garros' røde grus efter to gange at være blevet slået ud i semifinalen.
- Det er en fantastisk følelse at være i min første finale. Det har altid været min drøm, lyder det fra den 25-årige russer.