Lokalpolitikerne er glade for deres hverv. Faktisk er de så glade, at 83 procent af dem har sagt, at de genopstiller ved valget den 19. november.
Det viser en undersøgelse, som Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning har lavet blandt 1033 lokalpolitiker ifølge DR-Nyheder.
En af dem der ikke kan få nok af arbejdet, er Marianne Olesen, som stiller op for Dansk Folkeparti i Varde.
Hun stiller op igen, fordi hun synes, at der er svært at slippe de politiske sager, hun har haft fingrene i.
- Det første år jeg var inde, så startede der nogle sager, som man arbejder med, og de er knapt nok færdige, nu hvor perioden er udløbet, og man vil rigtigt gerne følge dem til dørs, og vide hvad der sker, og om vi nu får det gjort ordentligt. Det er spændende arbejde at være med til, og jeg kan godt forstå, at der er mange, der gerne vil genopstille, siger Marianne Olesen til ifølge DR-Nyheder.
Selvom hun er ret så vild med arbejdet, så har hun ingen planer om at stille op efter næste periode.
- Nej, det er min sidste periode, det vil jeg sige, for jeg er 74 år gammel efter den her periode, så det er min sidste, siger Marianne Olesen.
Ulrik Kjær, der er valgforsker ved Institut for statskundskab ved Syddansk Universitet fortæller, at det er to tredjedele af dem der genopstiller, der ender med at blive valgt.