Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har krævet reelle skattelettelser for at sige ja til en skatteaftale med regeringen. Nu lægger regeringen ifølge Ritzaus oplysninger to milliarder kroner ekstra i puljen.
Dermed kan Løkke gå fra forhandlingsbordet med reelle skattelettelser for i alt seks milliarder kroner. Regeringens oprindelige skatteudspil indeholder nemlig i forvejen reelle skattelettelser for fire milliarder kroner.
De to milliarder kroner til ekstra skattelettelser kommer fra regeringens 2020-plan. Her havde man afsat seks milliarder kroner til vækstinitiativer, og det er altså to af disse milliarder, som vil blive kanaliseret over i skattelettelser for at imødekomme Venstre.
De to milliarder kroner skal ifølge regeringen gå til målrettede skattelettelser for erhvervslivet. Dermed har man "lyttet til og imødekommet" Venstres ønske om skattelettelser til erhvervslivet, lyder det fra regeringen.
Når virksomhederne skal betale mindre i skat kan det muligvis være med til at skabe nye arbejdspladser i Danmark, og dermed gøre det lettere for regeringen at opgive nogle af sine vækstinitiativer.
Parterne er dog fortsat meget langt fra en aftale om skat. Venstre afviser blandt andet blankt regeringens forslag om at finde 3,3 milliarder kroner ved at skære i boligejernes rentefradrag.
Venstre vil heller ikke være med til at skære i folkepensionen for de rigeste danskere.
Udspillet fra regeringen skal derfor ses som en ramme for forhandlingerne. Hvis Venstre acceptere rammen, så kan forhandlingerne gå i gang.
Her erklærer regeringen sig parat til at forhandle, så længe man er enige om målet: At få de enkelte dele i skatteudspillet til at medvirke til at sikre balance i budgettet i 2020 samtidig med, at der er råd til en vækst på 0,8 procent i det offentlige.