Selvom danskerne afviser, at lavere skat vil få dem til at arbejde mere, så er det sådan, det ender.
Det viser undersøgelser herhjemme fra, men også fra Sverige, Norge, USA og Storbritannien. Det skriver Politiken.
- Effekten er lille, men den er der, siger økonomiprofessor fra Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen, der er tidligere medlem af Skattekommissionen.
Senest har Jyllands-Posten i forbindelse med regeringens udspil til en skattereform spurgt danskerne, om de er villige til at arbejde mere mod at få flere penge mellem hænderne.
Men her svarede 74,4 procent nej.
Danskernes modvilje piller dog ikke ved grundlaget for regeringens forslag om at hæve grænsen for topskatten og øge beskæftigelsesfradraget.
Sætter man skatten på den sidst tjente krone ned med et procentpoint, bliver arbejdsindsatsen samtidig sat op med op med 0,5 procentpoint.
- Det kan selvfølgelig være vanskeligt at isolere effekten af nedsat skat fra andre faktorer, for eksempel de økonomiske konjunkturer, men samtlige studier peger i samme retning. Folk arbejder lidt mere, når skatten på den sidst tjente krone bliver sat ned, siger økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet.