Deltagerne i fredagens udgave af X Factor var så dårlige, at den tidligere deltager og samlede toer Laura Kjærgaard ikke ville se med.
I et interview med Ekstra Bladet afslører sangeren, at hun i fredags måtte forlade stuen for at slippe for at se de pinlige optrin.
"Jeg er ellers ikke sart. Jeg er selv sanglærer og er vant til at høre lidt af hvert. Men der har været nogle tilfælde, hvor jeg har tænkt, at det bare ikke skulle have været vist," siger Laura Kjærgaard til avisen.
Laura Kjærgaard har dog ikke noget i mod, at folke stiller op til konkurrencen, hvis de bare har en smule talent.
"De, der bare synger nogenlunde, men som ikke er X Factor-materiale, kan man jo egentlig ikke klandre for at stille op. Hvis man har en drøm om at kunne leve af musik, bliver man jo nødt til at prøve det, og så må man tage det nej, der følger med," forklarer hun.
Selv synger Laura Kjærgaard udmærket. Hun endte i hvert fald på en andenplads i den første sæson af X Factor, hvor kun den 15-årige Martin havde talent nok til at slå hende.