Et maleri af Salvador Dali, der blev stjålet i sidste uge fra et galleri i New York, er blevet sendt tilbage med posten uden en skramme, fortæller politiet fredag.
Galleriejerne fik tidligere på ugen en kort e-mail fra en anonym person, der skrev, at maleriet "Cartel de Don juna Tenirio" fra 1949 var "på vej tilbage", siger politiet.
Pakken var blevet sendt fra en adresse i Europa og havde en falsk afsender, siger vicepolitikommissæren i New York John McCarthy.
En talsmand fra galleriet, der åbnede tidligere på året i det fashionable Upper East Side på Manhattan, afslog at kommentere sagen.
En anden politikilde mener, at den omfattende omtale af tyveriet havde gjort det umuligt for tyvene at sælge maleriet på det sorte marked.
New York politis kunstekspert Mark K. Fishstein fik maleriet overbragt af de postarbejdere fra John F. Kennedy-lufthavnen, der havde modtaget maleriet torsdag.
Fredag blev det afleveret til galleriet, som nu er i gang med at undersøge, om det er originalen.
I sidste uge havde en mand, der besøgte galleriet, fjernet maleriet fra væggen, lagt det i en indkøbspose og var derefter gået ud af bygningen.
Fishstein blev politiets kunstekspert, da han som ung betjent i 2003 imponerede sine overordnede. Han var blevet kaldt ud til en lejlighed i bydelen Upper East Side, hvor en kvinde var blevet fundet død.
Fishsteins overordnede var lige blevet færdig med en liste over de værdigenstandene, der var i lejligheden, da Fishstein foreslog, at de sikrede maleriet, der hang på væggen.
- Hvorfor? spurgte kollegaen.
- Det er en original Picasso, svarede Fishstein.
I 2008 lykkedes det Fishstein at anholde et par, der havde stjålet et tryk af Andy Warhol med den kinesiske kommunistleder Mao Zedong til en værdi af 100.000 dollar (590.000 kroner).
/ritzau/Reuters