Kommunernes Landsforening venter ikke en budgetaftale med regeringen for 2013, siger KL's formand, Rødovres borgmester Erik Nielsen (S).
Han holder krisemøde med KL's bestyrelse, før han fredag eftermiddag møder finansminister Bjarne Corydon (S).
- Regeringen og KL er alt for langt fra hinanden til, at vi kan se en løsning for os. Vi har indkaldt KL's bestyrelse til krisemøde sidst på formiddagen i dag.
- Her bliver vi nødt til at have en drøftelse af, om der er en vej ud af den hårdknude, forhandlingerne er i, siger han i en skriftlig kommentar.
Regeringen kræver ifølge KL, at kommunerne sænker udgifterne markant i forhold til budgetterne. Det er nødvendigt for at overholde EU-Kommissionens henstilling om, at Danmark sænker sit offentlige underskud til under tre procent af bruttonationalproduktet.
- Regeringens klare budskab er, at kickstarten har været så dyr, at der ikke er råd til at overholde den tidligere regerings genopretningsplan i kommunerne, siger Erik Nielsen.
I år budgetterede kommunerne med 2,5 milliarder kroner mindre end aftalt med regeringen. Samtidig brugte kommunerne 5 milliarder kroner mere i anlægsudgifter end aftalt, påpeger KL's formand.
- Regeringens klare signal er, at der hverken er råd til at opretholde de forudsætninger om serviceudgifter eller investeringer, der lå for 2013 i genopretningsplanen. Det er et signal om nye stramninger i de offentlige finanser, siger Erik Nielsen.