Fredag eftermiddag tonede Julie Berthelsen frem på sin instagram med en beklagelig melding til sine mange følgere og fans.
Weekendens koncerter - fredag, lørdag og søndag - tre forskellige steder i Jylland, var aflyst.
Meldingen kom ikke kun i sidste øjeblik men også med en utrolig mystik. Sangeren kommer nemlig ikke med nogen konkret grund til, hvorfor hun og hendes orkester ikke er stand til at optræde. Hun fortæller blot, at det er "på grund af beklagelige omstændigheder".
- Jeg er så utrolig ked af at måtte meddele at min julekoncert i Tønder i aften, Gram Slot i morgen og Værket i Randers på søndag er aflyst. Det er ikke med min gode vilje men det er under beklagelige omstændigheder, som forhindrer os i at spille koncerterne. Jeg kan desværre ikke gøre meget andet end at sige at både jeg og mit orkester er meget ked af at det er sådan det er, lyder det fra Julie Berthelsen.
Længere nede i opslaget står det klart, at sangeren ikke kan fortælle den konkrete grund. Da en af hendes følgere spørger, hvorfor koncerterne er aflyst, lyder svaret således:
- Jeg kan desværre ikke sige mere om det. Jeg kan blot sige at de beklagelige omstændigheder ikke er med vores gode vilje og drejer sig om flere sider af en sag. Alle er ved godt helbred - det er ikke det. Det er noget helt andet som desværre blot resulterer i alt dette. Det skal heller ikke blive for mystisk. Det er kun for at passe lidt på alle parter at jeg ikke går i detaljer, skriver Julie Berthelsen.