DR har nu fundet de tre nye dommere til showet Talent 09. Og valget er faldet på skuespiller og instruktør Hella Joof, rapperen Jokeren og Tivolis musikchef Nikolaj Koppel.
De tre afløser de tidligere dommere Peter Aalbæk, Martin Hall og Julie Steincke.
Peter Aalbæk meddelte i sidste uge, at han var blevet fyret fra showet - blandt andet fordi han ikke var børnevenlig nok.
De tre nye dommere glæder sig til udfordringen. Hella Joof har sin egen definition på talent.
"Talent er det særlige. Det som man har fået i gave, og som man så udvider med flid og knofedt," siger hun ifølge DR.
Også Nikolaj Koppel ser frem til årets talentshow.
"Det bliver helt sikkert en meget uforudsigelig rutsjebanetur... hvor der også er noget frygt indbygget i forventningen. Jeg glæder mig," siger han.