Dagene hvor landets arbejdsløse med nød og næppe kunne fylde Parkens 45.000 sæder op, er for længst forbi.
Og hvis man fortsat ønskede dem ind på vores nationalstadion, ville køen være blevet en anelse længere i løbet af den sidste måneds tid.
Antallet af arbejdsløse steg fra april til maj med 900 og er nu på 162.500 personer. Ledigheden ligger stabilt omkring 6,2 procent af arbejdsstyrken, oplyser Danmarks Statistik.
Den registrerede ledighed har nu ligget meget stabilt mellem 6,1 og 6,2 procent siden februar sidste år.
Ser man på mændenes ledighed, er den steget med 300, og kvindernes er steget med 600.
Fra krisens start i slutningen 2008 og frem til slutningen af 2011 lå mændenes ledighedsprocent over kvindernes. Men i det seneste halve år har ledigheden for mænd og kvinder dog ligget på samme niveau på 6,2 procent.
Fra april til maj steg ledigheden på Bornholm, i Vest- og Sydsjælland, på Fyn samt i Sydjylland og Østjylland, viser tallene fra Danmarks Statistik. Der var for alle landsdele tale om en stigning på 0,1 procentpoint.
I de resterende landsdele var ledigheden uændret.
/ritzau/