Kings Running Sushi & Buffet på Østerbro i Aalborg er under konkursbehandling.
Det sker ifølge Nordjyske efter restauranten længe har været lukket, lejemålet ryddet og nøglerne afleveret.
Det er Gældsstyrelsen, som har begæret virksomheden konkurs. Der er således ubetalt gæld til det offentlige.
Kings Running Sushi & Buffet oplyste før årsskiftet, at den ville lukke sidst i marts.
- Jeg har ingen penge og stopper, fordi vi ikke har så meget at lave mere. Jeg udbetaler ingen løn til mig selv og har ikke nogen penge. Huslejen er dyr, fordi vi ligger et godt sted, sagde ejeren til mediet aalborg.nu.
Bunden af pengekassen var øjensynligt nået efter en bøde på 200.000 kroner, hvor en kinesisk statsborger blev underbetalt og var ansat i strid med udlændingeloven.