Din arbejdstid er noget, din fagforening eller du selv forhandler på plads med din arbejdsgiver. Men der findes nogle enkelte regler for arbejdstiden, der er bestemt ved lov, og som I altså ikke kan forhandler jer uden om.
Det handler om hviletid mellem arbejdet. Arbejdsmiljøloven kræver, at du for hver 24 timer får mindst 11 timers sammenhængende hvile. Med andre ord må du ikke blive sat til at møde klokken 7, hvis du først har fået fri klokken 23 dagen før.
Den anden regel er, at du for hver periode på syv døgn skal have et fridøgn, som helst skal være om søndagen. Altså må man ikke arbejde mere end seks dage i træk.
Endelig må man ikke arbejde mere end 48 timer om ugen i gennemsnit.
Loven giver dog mulighed for enkelte undtagelser, for eksempel hvis du arbejder i flerholdsskift eller i landbruget.
Hvis du oplever, at du bliver presset til at tage vagter på en måde, der bryder reglerne, skal du tale med din tillidsrepræsentant eller din lokale fagforening.