Tyskland spillede ikke drømmefodbold mod Portugal, men mindre kunne også gøre det for landstræner Joachim Löw.
Han fokuserer på 1-0-sejren og den succesrige EM-premiere i Lviv lørdag aften.
- Jeg er meget tilfreds med holdet, fordi vi spillede en rigtig god kamp rent taktisk. Vi vandt 1-0, det er det allervigtigste, siger Joachim Löw ifølge nyhedsbureauet dpa.
- I første halvleg var vi godt organiseret defensivt, mens vi i offensiven nogle gange forsømte at udnytte de rigtige momenter, og så fik portugiserne igen bolden, siger han.
Landstræneren foretrak lidt overraskende Bayern München-angriberen Mario Gómez som den enlige frontangriber i stedet for veteranen Miroslav Klose.
Gomez kvitterede for tilliden ved at score sejrsmålet på hovedstød efter 72 minutter.
- Jeg tænkte, at jeg ville få én chance, og det blev sådan. Bolden blev rettet af fra fløjen, og den ramte mig lige i hovedet, det var ikke så svært, siger Mario Gómez, der glæder sig over landstrænerens tillid.
Tyskland møder på onsdag Holland i holdets anden kamp i gruppe B.
Tidligere lørdag vandt Danmark 1-0 over netop Holland.