Brøndby IF skal endnu engang ud at finde sig en ny direktør, efter at Jan Lockhart er fratrådt.
Superligaklubben fortæller i en fondsbørsmeddelelse, at Lockhart fratræder med omgående virkning, og at Tommy Sommer Håkansson konstitueres som administrerende direktør.
Lockhart blev ansat i december 2010 og tiltrådt i marts måned året efter. Han overtog jobbet efter Ole Palmå, der sagde sit job op efter bare et halvt år på posten.
Siden Hermann Haraldssons fyring som direktør i juli 2009, har også Frank Buch Andersen siddet i det varme sæde på direktionsgangen i Brøndby.