Italiensk politi har onsdag anholdt den gerningsmand, der formodes at stå bag skolebomben i den syditalienske by Brindisi for lidt over to uger siden.
Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.
Angrebet dræbte en 16-årig pige, der studerede på skolen, og rystede hele Italien.
Tidligere skrev Ansa, at politiet havde anholdt en mand, som har været igennem et intenst politiforhør. Han menes at være en tankpasser, der bor omkring byen Lecce, ligeledes i det sydlige Italien.
Avisen Repubblica skriver på sin hjemmeside, at motivet menes at være "hævn af privat karakter".
Italienerne var i chok, og landets medier spekulerede i, at det kunne være mafiaen, der stod bag angrebet mod erhvervsskolen i Brindisi.
Foruden den 16-årige studerende, der blev dræbt ved angrebet, blev syv andre teenagere kvæstet, heraf fire alvorligt med forbrændinger over store dele af kroppen.
De studerende var på vej til lørdagsundervisning omkring klokken 7.45, da en sprængladning detonerede foran skolen og slog de unge italienere omkuld med sin voldsomme varme og trykbølge.
AFP